VIRKSOMHEDSMETODE FOR VURDERING

Her finder du de vigtigste metoder til virksomhedsvurdering af SMV’er forklaret på en overskuelig måde.

De fire vigtigste metoder til opgørelse af virksomhedsværdien for små og mellemstore virksomheder er multipelmetoden, indre værdismetoden, indtjeningsværdimetoden og DCF-metoden. Her er, hvad du bør vide om hver metode. Enkelt forklaret og med eksempler.

Relaterede emner : Brug vores nuværende online virksomhedsvurdering til en værdiansættelse ved hjælp af multiple-metoden, baseret på aktuelle multipla og individuelle værdidrivere. Derudover offentliggør vi de aktuelle værdiansættelsesmultipler for mange lande, sektorer og virksomhedsstørrelser hver måned. Du kan finde mere detaljeret information om salg af en virksomhed og emnet virksomhedsvurdering i vejledningen om emnet virksomhedssalg og i den generelle vejledning om emnet virksomhedsvurdering .

Online virksomhedsevaluering, gratis og uden registrering, øjeblikkelig evaluering, 13-siders rapport, algoritme baseret på tusindvis af evalueringer.

> Til online virksomhedsvurdering <

DE VIGTIGSTE VURDERINGSMETODER KORT:

Multiple metode

Orientering mod indkøbspriser opnået for lignende virksomheder

Nettoværdimetode

Markedsværdier af de objektivt eksisterende materielle aktiver i virksomheden

Forenklet indtjeningsværdimetode

Virksomheden som en investering, der genererer en vis rente

DCF procedure

Fremtidige pengestrømme tilbagediskonteres med en passende kurs

Den multiple metode

For et overblik over vores aktuelle markedsdata om værdiansættelsesmultipler .

Rating = Basismetrik ganget med ratingmultiplen

Multiplikatormetoden (også «multiplikatormetoden») er en procedure, der ofte bruges inden for fusioner og opkøb. Metoden gør det muligt hurtigt at tjekke, om den forventede købspris ved et virksomhedssalg er realistisk og passende for både køber og sælger. 

De priser, der i øjeblikket opnås af sammenlignelige virksomheder, der allerede er solgt, anvendes. Man undersøger det multiplum (“multiplikator”, “multiplikator”), som disse virksomheder blev solgt for, og anvender denne faktor på den virksomhed, der skal værdiansættes. Multipler kan for eksempel være multipla af driftsresultat (“EBIT-multipel”), indtjening før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer (EBITDA-multipel) eller salg (“salgsmultiple”).

Metoden er primært velegnet til veletablerede virksomheder. Her kan en resultatudvikling over flere år lægges til grund for evaluering. Jo bedre de empiriske værdier er, jo mere meningsfuldt vil resultatet være. Under alle omstændigheder er det tilrådeligt at bruge multiple-metoden ud over plausibilitetskontrollen af en virksomhedsværdi, der er et resultat af en anden metode.

Den vejledende værdi af virksomheden bestemt med multiplum svarer til “virksomhedsværdien”. Dette er værdien af egenkapital plus finansiel gæld. Det betyder, at den finansielle gæld skal fratrækkes den fastsatte virksomhedsværdi for værdien af egenkapitalen.

Værdiansættelse ved hjælp af EBIT multiple-metoden

Ved vurdering af virksomheden ved brug af EBIT-multiple-metoden multipliceres den gennemsnitlige nettoindtjening før renter og skat (“EBIT”, resultat før resultat og skat) for de sidste par år med EBIT-multiplen. Indtjeningen før skat og renter betragtes således, at multiplerne forbliver sammenlignelige for virksomheder med forskellige skattesatser og gældskapitalstrukturer. For mindre virksomheder med en omsætning på op til 20 mio. er det observerede interval for multipler hovedsageligt i intervallet 4 – 10. Et multiplum på 6 eller højere betyder, at virksomheden er yderst attraktiv. Hvor virksomheden er inden for rækkevidden afhænger af tallene og af forskellige talrige “bløde faktorer”. 

NIMBO bruger EBITC-multipler til virksomhedsvurdering

Her lægges EBIT plus hele ledelsesgodtgørelsen (bruttoløn, arbejdsgiverbidrag til socialsikring, biludgifter) til grund.

I mindre virksomheder kan den administrerende direktør i et vist omfang selv bestemme sin løn. “EBITC” tillader en sammenligning med andre virksomheders indtjeningsevne uden forvridninger på grund af lønninger, der er over eller under markedslønnen, særegenheder i kapitalstrukturerne og forskellige skattesatser. Med EBIT-varianten justeres også lederens løn, men NIMBO foretrækker EBITC-varianten, fordi den ud fra et empirisk synspunkt bedre kan forklare observerede købstilbud end EBIT-varianten.

Værdiansættelse ved hjælp af EBITDA multiple-metoden

I modsætning til EBIT inkluderer EBITDA (indtjening før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer) ikke afskrivninger og amortiseringer. Med samme EBIT kan EBITDA for en kapitalintensiv virksomhed være væsentligt højere end for en personaleintensiv.

Hvis der er tale om kapitaltunge virksomheder med høj egenværdi, giver det fra købers side mening at arbejde med EBITDA-multipler, da afskrivningsniveauet tillader et vist spillerum, som kan forvrænge resultatet. Det bør altid overvejes, hvilken fase af investeringscyklussen virksomheden befinder sig i. Kommer der investeringer?

Bedømmelse med salgsmultipler

Fra en investors synspunkt er den mulige fortjeneste i en virksomhed af særlig interesse. Men hvis det aktuelle overskud ikke er meningsfuldt, meget lille eller endda negativt, bør en anden metrik, såsom salg, ses på. Dette kan for eksempel give mening, hvis køber tror på at forbedre afkastet af salget med sine egne eksisterende, mere effektive omkostningsstrukturer. Den potentielle køber tager en større risiko med denne metode og skal tro på, at virksomheden vil skabe overskud i fremtiden. 

En salgsmultipel evaluering kan også bruges som et supplement eller til at kontrollere plausibiliteten af andre evalueringer.

Omsætningsmultipler er væsentligt mindre end EBIT-multipler. Det observerede interval er for det meste mellem 0,2 og 2, afhængig af branche, rentabilitet, vækstudsigter og nogle andre faktorer. Salgsmultipler på mellem 0,2-0,6 er realistiske for lavvækst og ringe eller ingen rentable virksomheder. Afhængigt af mængden af salg kan selv en ændring i salgsmultiplen med en faktor på 0,1 have stor indflydelse på virksomhedens værdi.

Hvis du foretager en evaluering med både EBIT og salgsmultipler, og hvis evalueringen med salgsmultiplen resulterer i en højere værdi end evalueringen med EBIT-multiplen, indikerer det et lavere afkast af salget end i sammenlignelige virksomheder.

Beregningseksempel for multipelmetoden:

  1. Eksempelvirksomheden tjener i øjeblikket 1 million bæredygtig indtjening før renter og skat (EBIT). “Bæredygtig” betyder, at det er sandsynligt, at dette overskud også kan opnås i fremtiden. 
  2. Det kan iagttages på markedet, at små og mellemstore virksomheder for det meste sælges inden for intervallet 4-7 gange deres EBIT. 
  3. Da virksomheden er i en bedre position end gennemsnittet i mange “bløde faktorer” (fx få klyngerisici i kundestrukturen), vurderes virksomheden med et EBIT-multipel på 6 i den øvre ende af det observerede interval. 
  4. Virksomhedsværdi: 1 million x 6 = 6 millioner (dette er den såkaldte “enterprise value”)
  5. Udledning af salgsprisen (“equity value”) fra virksomhedsværdien: Virksomheden har et banklån på 1 mio., som overtages af køber. Dette trækkes fra Enterprise Value og giver salgsprisen for virksomhedens kapital.
  6. Basissalgspris = 6 mio. – 1 mio. = 5 mio 
  7. På salgstidspunktet havde virksomheden midlertidigt usædvanligt høje varelagre til en værdi af 1 mio.. Det sædvanlige gennemsnit er 500.000. Da varebeholdningerne i dette tilfælde kan sælges med høj grad af sikkerhed, tillægges salgsprisen 500.000 (såkaldt slutbalanceregulering).
  8. Endelig salgspris: 5M + 0,5M = 5,5M

Stofværdimetoden

Værdiansættelse = virksomhedens indre værdi

Dette er den enkleste metode til at bestemme egenværdi.

Du tilføjer værdierne for anlægs- og omsætningsaktiverne til markedspriser fra balancen, korrigerer dem for de skjulte reserver og trækker skatter, gæld og forpligtelser fra. 

Det, der objektivt set er der, vurderes, uanset sælgers eller potentielle købers interesser.  

Den største mangel ved denne metode er, at den fuldstændig ignorerer virksomhedens fremtid. Det tager fx ikke højde for fremtidige indtægter, medarbejdernes viden og erfaring eller etablerede kunde- og leverandørforhold. Projekter, der er i opkøbsfasen og produkter, der er i udviklingsfasen, ignoreres også. Den indre værdi viser en ret lav virksomhedsværdi.

I forbindelse med salg af en virksomhed har den indre værdi primært en informationsværdi og ligger normalt under værdiansættelsesintervallet for de flere metoder, da der ikke vises goodwill og indtjeningspotentiale over minimumsrenten.

I tilfælde af, at den indre værdi ikke forrentes tilstrækkeligt med risiko, eller selskabet endda går under tab, er den finansielle virksomhedsværdi – uden værdiforstærkende koncerneffekter hos en eventuel køber – som udgangspunkt den samme som likvidationsværdien.

Det giver mening at bruge indre værdi-metoden i kombination med andre, mere optimistiske metoder, såsom optjent værdi-metoden (se afsnittet om gennemsnitsmetoder) . Denne metode er fuldstændig uegnet til brancher, hvor anlægsaktiver spiller en ubetydelig rolle, og hvor immaterielle aktiver er afgørende (såsom konsulent- eller softwarevirksomheder).

Beregningseksempel for nettoaktivværdimetoden:

Værdien af anlægs- og omsætningsaktiver (til markedspriser)EUR 1.000.000
– Passiver/Gæld– 500.000 EUR
– Periodiseringer– 100.000 EUR
+ Frigivelse af økonomisk unødvendige hensættelser+ EUR 100.000
= indre værdi= 500.000 EUR

Betydningen af indre værdimetoden

Indre værdi-metoden spiller kun en underordnet rolle i dag. Fordelene er helt klart den enkle påføring og den gode sporbarhed af resultatet. Den lave informative værdi for mange virksomheder er negativ, da der ikke tages højde for immaterielle værdier og fremtidig udvikling.

Aktivværdimetoden giver perfekt mening som en supplerende metode. Den kvantificerer dagsværdien af virksomhedens eksisterende aktiver og viser den faktiske størrelse af egenkapitalen. Dette er vigtigt for finansieringen.

forenklet indtjeningsmetode

Værdiansættelse = indkomst divideret med kapitaliseringsrente

Ved værdiansættelse af en virksomhed ved hjælp af diskonteret indtjening-metoden betragtes virksomheden som en investering, der giver konstante afkast. Disse konstante afkast værdiansættes i henhold til den matematiske formel for en evig årlig indkomststrøm. Det gennemsnitlige forventede holdbare overskud efter skat over de næste tre til fem år divideres med en risikojusteret rente (“cap rate”). Den på denne måde fastsatte værdi resulterer i værdien af egenkapitalen (såkaldt “egenkapitalværdi”).

Da metoden med tilbagediskonteret indtjening er baseret på prognoser, bør de underliggende værdier være så realistiske som muligt. Resultatet bør også kontrolleres for dets følsomhed over for ændrede forudsætninger (f.eks. lavere/højere indkomst og rente). Spørgsmålet opstår altid, i hvilket omfang den vurderede virksomheds eksisterende indtjeningskraft kan overføres til køber ved et eventuelt salg.

Maskiner eller varelagre, der er nødvendige for normal drift, indgår allerede i denne beregning, da disse er forudsætninger for at opnå den holdbare indkomst, som værdiansættelsen bygger på.

Beregning af kapitaliseringsrenter

Kapitaliseringsrente = basisrente plus markedsrisikopræmie plus virksomhedsspecifik risikopræmie

Kapitaliseringsrenten består af tre faktorer.

 Basisrenten, også kendt som den risikofri rente. Det er normalt renten på statsobligationer med en løbetid på 10 eller 30 år. Ved udgangen af 2021 var grundrenten i Tyskland omkring 0,10 %.

Markedsrisikopræmien, som afspejler iværksætterrisikoen i den relevante branche og land.

Den virksomhedsspecifikke risikopræmie, som vurderer virksomhedens specifikke forretningsrisici.

Eksempelvis er en rente på omkring 20 % normalt realistisk for værdiansættelsen af en håndværksvirksomhed på grund af den ofte større afhængighed af ejeren. Dette er empirisk bevist af reelle indkøbspriser.

Faktorer, der bruges til at bestemme risikopræmien

Fungibility : Virksomheden kan tjene penge hurtigt, sikkert og uden høje omkostninger. Dette er normalt ikke tilfældet med ikke-børsnoterede selskaber.

Virksomhedsejerens rolle: Virksomheden er meget afhængig af virksomhedsejeren. Alle beslutninger og kontakter er fokuseret på ham.

Virksomhedsstrategi: Der er ingen forståelig kort-, mellem- og langsigtet strategi.

Konkurrence: Konkurrencepresset er højt, og som en lille virksomhed med en lille markedsandel er der en øget risiko for pres på marginerne eller endda at blive tvunget ud af markedet.

Kundestruktur: En stor del af omsætningen sker med få kunder. Der er næppe nogen byttehindringer for kunderne. Kunderne er blevet ældre med ejeren og vil være væk i en overskuelig fremtid.

Leverandørstruktur: Afhængighed af individuelle leverandører kan føre til leveringsflaskehalse eller forsinkelser i produktionen, og der er ingen alternativer.

Ledelse: Det er utilstrækkeligt kvalificeret og/eller erfarent. Der er risiko for, at den forlader virksomheden efter et ejerskifte.

Medarbejdere: Uddannelsesniveauet af medarbejderne er ret lavt. Passende faglærte er svære at finde på arbejdsmarkedet, hvilket har en negativ indflydelse på den fremtidige vækst. Der er afhængighed af nogle få nøglepersoner, som ikke er nemme at erstatte.

Engangssalg: Salget genereres hovedsageligt med ikke-tilbagevendende kunder.

Beregningseksempel for indtjeningskraftmetoden:

udgangsposition

  • Bæredygtigt udbytte: 1.000.000 (gennemsnit af justeret indtjening over de sidste tre år)
  • Anvendt basisrente: 2 % (risikofri rente)
  • anvendt markedsrisikopræmie: 8 % (markedspræmie for branchen)
  • Virksomhedsspecifik risikopræmie: 10 % (da den er over gennemsnittet og afhænger af ejeren og virksomhedens størrelse)

Beregning af kapitaliseringsrenter

  • Kapitaliseringsrente = basisrente + markedsrisikopræmie + iværksætterspecifik risikopræmie = 2 % + 8 % + 10 % = 20 %

Spørgsmål fra købers synspunkt

  • Som et alternativ til at købe en virksomhed, hvor mange penge skal køberen investere i en alternativ investering med samme risiko for at opnå et afkast på 1.000.000?

Beregning af optjent værdi

  • Indkomstværdi = indkomst / kapitaliseringsrente = 1.000.000 / 20 % = 5.000.000

Konklusion / fortolkning

  • Med en købspris på op til 5.000.000 giver det mening for køber at investere pengene i virksomheden. Med en købspris på mere end 5.000.000 kunne han opnå et bedre afkast andre steder med pengene med samme risiko.

Betydningen af metoden med tilbagediskonteret indtjening i Tyskland

I Tyskland er metoden med tilbagediskonteret indtjening den mest udbredte metode (IDW S 1). Det er den vurderingsprocedure, som loven foreskriver for virksomhedsvurderinger til arve- og gaveafgift. Metoden med tilbagediskonteret indtjening anvendes i overensstemmelse hermed af skattemyndighederne og er bredt accepteret i retstvister.

Til evaluering af små og mellemstore håndværksvirksomheder har arbejdsgruppen af værdibestemmende virksomhedskonsulenter i håndværksbranchen udviklet AWH-standarden. Den er også baseret på metoden med tilbagediskonteret indtjening og er tilpasset disse virksomheders særlige karakteristika. Yderligere information er tilgængelig fra ZdH om evaluering i henhold til AWH-standarden.

Den tilbagediskonterede pengestrømsmetode (DCF) 

Denne metode har sit udspring i klassiske investeringsberegninger. Internationalt er dette vurderingsmetoden med det højeste niveau af bevidsthed.

Teoretisk giver DCF-metoden den mest præcise virksomhedsværdi. Sagens kerne ligger imidlertid i behovet for at fremskrive detaljerede fremtidige indtjening eller pengestrømme og de tilsvarende risikojusterede renter (impact rate) for at diskontere dem til deres nutidsværdi.

Fordelen i forhold til indtjeningsværdimetoden er den høje grad af fleksibilitet, da der ikke kun skal antages ét enkelt “bæredygtigt afkast”, men derimod kan udviklingen i indtjeningssituationen forudsiges separat for f.eks. de næste 5 år. Dette øger dog også kompleksiteten og behovet for forklaring af evalueringen.

DCF-metoden er mere velegnet til at bestemme store virksomheders virksomhedsværdi. Udgangspunktet er altid en forretningsplan for de næste 5-7 år. Denne metode har en tendens til at resultere i højere virksomhedsværdier.

I modsætning til den tilbagediskonterede indtjening-metode, der tager udgangspunkt i fremtidig indtjening, betragtes de overskydende betalinger, såkaldte pengestrømme, her.

Der skelnes mellem brutto- eller enhedsmetoden og netto- eller indre værdis metode. I praksis anvendes mest entity-metoden, hvormed virksomhedsværdien, dvs. virksomhedsværdien inklusive finansielle forpligtelser, opgøres.

Her tilbagediskonteres virksomhedens frie pengestrøm, inklusive renter af lånt kapital, til i dag ved hjælp af den vægtede gennemsnitlige kapitalomkostning af de økonomiske ressourcer, der er bundet i virksomheden. Med beregningen af nutidsværdien bør det operationelle potentiale i en virksomhed primært vises.

Så vidt muligt bør en hel investeringscyklus overvejes, da investeringer i omsætnings- og anlægsaktiver har en væsentlig indflydelse på pengestrømmene.

Forecast af pengestrømme og valg af diskonteringsfaktorer er parametre, der kan bruges til at flytte resultater i den ønskede retning. For at sikre, at resultaterne er pålidelige, er en følsomhedsanalyse, der viser indflydelsen af ændringer i forudsætninger på virksomhedens værdi, afgørende. 

Valget mellem DCF-metoden og tilbagediskonteret indtjening har som udgangspunkt ingen indflydelse på værdiansættelsesresultatet, forudsat at præmisserne er de samme. Beslutningen om en af evalueringsmetoderne bør derfor træffes afhængig af målgruppen og formålet med evalueringen.

Forskellige midlingsmetoder / blandingsmetoder

Grundet estimeringen af værdierne er den tilbagediskonterede indtjening metode forbundet med usikkerheder. Kombinationsmetoderne inddrager også virksomhedens substans i deres vurdering.

Ideen bag gennemsnitsmetoder er at inkludere både tidligere og fremtidige forventninger og risici. Dette fører til en høj grad af accept, også og især blandt virksomheder i SMV-sektoren. Handels- og håndværksvirksomheder og virksomheder fra fremstillingssektoren bruger dem til planlagte transaktioner, men de bruges også ofte til familieintern arveplanlægning.

Resultatet er baseret på det vægtede gennemsnit af aktivværdi og indtjeningsværdi. Vægtet betyder normalt, at to gange indtjeningsværdien lægges til den indre værdi. Resultatet divideret med tre og ganget med ikke-driftsaktiverne giver virksomheden værdi. Der anvendes dog også alternative metoder, hvor andelen af substans og indkomst i den samlede værdi vægtes forskelligt.

Middelværdimetoden eller Berlinmetoden

Med middelværdien eller Berlin-metoden dannes det aritmetiske gennemsnit ud fra indtjeningsværdien og den indre værdi. Det er baseret på ideen om, at højafkastede, lavfinansierede virksomheder typisk er udsat for høje niveauer af konkurrencepres, som sandsynligvis vil reducere denne indtjening i fremtiden. 

Værdiansættelse = (indtjeningsværdi + indre værdi) / 2

Wien-processen

Wien-metoden beregner også det aritmetiske gennemsnit af indtjeningsværdien og den indre værdi (aktivværdi). Beregningen af disse to værdier adskiller sig dog fra f.eks. Berlin-metoden. 

Generaliseringen af de faktorer, der er sværest at fastslå, gør Wien-proceduren til en forenklet procedure. Kapitaliseringsrenten er fastsat til ni procent. Den usikre prognose for fremtidig indtjening omgås ved at tage gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår. Wien-metoden bruges ofte som en alternativ metode, hvis parterne ikke kunne blive enige om andre værdiansættelsesmetoder.

Værdiansættelse = (indtjeningsværdi + indre værdi) / 2

Overskudsmetoden

Overavancemetoden er en anden gennemsnitsmetode og bygger på en antagelse om, at overskuddet på sigt kun svarer til et rimeligt afkast af aktivværdien.

Som et resultat af troen på, at højere fortjenstmargener vil falde over tid, aktiveres overskud ud over normal rente til en højere rente. Faktorer, der kan være skyld i et fald i overskuddet, er fx dårligere økonomi, øget konkurrence mv.

To ting skal bestemmes for værdiansættelsen:

  1. Beløbet af den rentesats, som den indre værdi forrentes med langsigtet (“normalrente”).
  2. Antallet af år, hvor der skal anvendes den overskydende fortjeneste, der lægges til den indre værdi.

Renten af den i virksomheden bundne indre værdi til genanskaffelsespriser til normal rente fratrækkes det effektive overskud. Dette “overskud” ud over normalrenten lægges til den indre værdi over et vist antal år. Normalt bruges en periode på 3-8 år.

Evaluering

= indre værdi + kontantværdi af overskud

= aktivværdi + antal år med meravance x (overskud – (normal rente x aktivværdi)) 

Numerisk eksempel: 1.000.000 + 3 x (200.000 – (10 % x 1.000.000)) = 1.300.000

Betydning af overskudsmetoden: Den spiller ingen rolle i virksomhedsvurderingspraksis.

Den schweiziske metode eller Praktiker-metoden

Praktiserende metode er let at forstå og forstå og bruges ofte som det første referencepunkt for både køber og sælger. 

I tilfælde af succesrige virksomheder fører den praktiske metode til meget konservative, lave værdier for virksomheden. 

De schweiziske skattemyndigheder anvender også denne værdiansættelsesmetode. Det forventer en kapitaliseringsrate på 9,5 %. 

Værdiansættelse = 2/3 x optjent værdi + 1/3 egenværdi

Stuttgart-processen

Med Stuttgart-metoden er værdien af en virksomhed et resultat af summen af den indre værdi og indtjeningsværdien. Denne metode blev primært brugt til at bestemme unoterede virksomheders forretningsværdi i tilfælde af arv eller gaver. Da denne procedure ikke længere er up-to-date, blev den afskaffet i 2009.

særlige tilfælde

Særligt tilfælde: opstartsvurdering

Særligt tilfælde: lavt udbytte med meget substans

Schnettler-metoden beskæftiger sig med det særlige tilfælde med lavt afkast eller urentable virksomheder med en høj indre værdi, som ikke betaler passende renter af stoffet. Det er min blanding af indre værdi og indtjeningsværdi.

Regnskabsmæssige tab opstår som følge af afskrivninger på det høje niveau af materielle anlægsaktiver. En køber vil redegøre for de materielle anlægsaktiver til reducerede genanskaffelsesomkostninger, hvilket reducerer afskrivninger og øger indtjeningen tilsvarende.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er den bedste metode til virksomhedsvurdering?

Afhængig af årsagen til værdiansættelsen og den fase virksomheden befinder sig i, kan den ene eller den anden metode give mere mening. Vi anbefaler at prøve flere metoder for at få en fornemmelse af det interval, som værdien bevæger sig inden for. Nimbo arbejder med multiple-metoden.

Hvordan fungerer multiple-metoden?

Denne metode kræver seneste priser fra sammenlignelige virksomheder som beregningsgrundlag. Man undersøger det multiplum (“multiplikator”, “multiplikator”), som disse virksomheder blev solgt for, og anvender denne faktor på den virksomhed, der skal værdiansættes. Multipler kan for eksempel være multipla af driftsresultat (“EBIT-multipel”), indtjening før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer (EBITDA-multipel) eller salg (“salgsmultiple”).

Hvilken metode bruges til at evaluere en opstart?

Med en start-up, der endnu ikke giver overskud og er i kraftig vækst, vurderer du et løfte for fremtiden. DCF-metoden kan anvendes til opstart af forretningsplaner. Den anvendte diskonteringsrente er afledt af investorernes forventede afkast.

For hvem er multipelmetoden (multiplikatormetoden) egnet?

Denne metode er primært velegnet til veletablerede, profitable virksomheder. Her kan en resultatudvikling over flere år lægges til grund for evaluering. Jo mere stabile de empiriske værdier er, jo mere meningsfuldt er resultatet. Denne metode er ikke egnet til virksomheder, der går med underskud eller er i en stærk vækstfase.